Lent menu 1

Første bønsperiode

Guds nærvær

Jeg træder ind i bønnen, og det første minut eller to minder jeg mig selv om, at Gud ser mig, lytter til mig og elsker mig. Så beder jeg: "Herre, åbn mine læber, og min mund vil lovprise dig".

Bøn

Jeg kan bede om en særlig gave fra Gud denne faste, og mens jeg prøver at "vende mig fra synden og være tro mod evangeliet", bruger jeg et minut eller to på at bede Gud om denne gave.

Billede

Jeg vælger, om jeg vil bruge et billede eller en religiøs genstand under bønnen.

Læsning

Jeg læser salmen langsomt igennem og holder en pause med nogle få linjers mellemrum. For nogle hjælper det at læse salmerne højt. Derefter læser jeg salmen igen, hvor jeg holder pause, når noget i teksten rører mig. Jeg gentager dette igen og igen, så det får mulighed for at bundfælde sig i mit hjerte, så jeg føler mig oplivet og får tid til at nyde salmens ord og billeder. Derefter kan jeg læse videre, til jeg finder noget andet at fordybe mig i. Når jeg er færdig, kan jeg gå tilbage til begyndelsen og bruge denne metode til at bede salmen igen efter behov. Eller jeg kan forestille mig nogen, jeg holder af, eller nogen, der ikke selv kan bede, fordi de er syge eller tyngede af problemer, og bede salmen for den eller disse mennesker. Eller jeg kan fortsætte til baggrunds- og refleksionsafsnittene og se, om disse hjælper mig videre gennem bønnen.

Salme 51:3-7

Bøn for renselse og tilgivelse

Gud, vær mig nådig i din godhed,
udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
Vask mig fuldstændig ren for skyld,
rens mig for synd!
For jeg kender mine overtrædelser,
og min synd har jeg altid for øje.

Mod dig alene har jeg syndet,
jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne;
så er du retfærdig, når du anklager,
og ren, når du dømmer.
I skyld har jeg været, fra jeg blev født,
i synd, fra min mor undfangede mig.

Salme 51:8-12

Du elsker sandhed i det dunkle,
du lærer mig visdom i det skjulte.

Rens mig med isop for synd,
vask mig hvidere end sne!
Forkynd mig fryd og glæde,
lad de knogler, du knuste, juble!
Vend dit ansigt bort fra mine synder
og udslet al min skyld!
Skab et rent hjerte i mig, Gud,
giv mig på ny en fast ånd!

Baggrund

Man mener, at denne salme blev skrevet af kong David efter dennes synd mod sin ven ved at arrangere vennens død i tilgift til synden mod vennens hustru. Det er en af de syv bodssalmer, hvori David bekender sine synder og beder om tilgivelse. Den kan hjælpe os til at forstå vore egne synder, og hvordan vi kan værdsætte Guds urokkelige og uudtømmelige kærlighed.

På salmens oprindelige sprog, hebraisk, antyder et ord for synd, at synd er som at blive fordrejet eller vanskabt som et forkrøblet træ, der ikke vokser sig højt og rankt som det det burde. Et andet hebraisk ord for synd henviser til at ramme ved siden af målet; som en vildfaren rejsende, der bestandig vandrer rundt uden at nå sit mål.

Refleksion

  • Hvordan kan jeg bede ordene "mod dig alene har jeg syndet"? Er andre mennesker blevet sårede af mine synder? Kan Gud være tilskuer eller er Gud indblandet, når jeg behandler andre dårligt? Har mine synder og fejltrin krænket andre mennesker? Har de krænket Gud?
  • Er der noget, der tynger og knuger mig og får mig til at blive, hvad jeg ikke ønsker at være? Salmen taler om glæde. Kan jeg glædes over at kende mine svagheder og samtidig vide, hvordan Gud ønsker, jeg skal være?
  • Salmen beder Gud: "skab et rent hjerte i mig". Frygter jeg, at denne forandring er umulig, og at jeg er styret af min opvækst og mine gamle vaner, og at det bare er sådan jeg er? Eller tror jeg, at Gud kan "skabe et rent hjerte i mig"?

Refleksion

  • En filosof har sagt: "vær medmenneskelig, for enhver du møder, kæmper et stort slag". Kan jeg mon bede, med denne salme, om et medmenneskeligt hjerte og for tilgivelsens gave, så jeg ikke dømmer andre hårdt?
  • Tror jeg på, at Gud kan skabe et nyt hjerte for de mennesker, jeg finder håbløse? Kan jeg bede for "frelsens glæde" for mig selv og for disse andre, besværlige mennesker?
  • I januar 2010 talte og bad pave Benedict i en jødisk synagoge om holocaust (shoah). Når jeg beder denne jødiske bøn, kan jeg da med salmen bede om Guds tilgivelse for racismens og racehadets synder?

Evaluering

  • Hvordan gik bønnen?
  • Hvad rørte mit hjerte? Hvad tiltalte mig? Hvad fandt jeg vanskeligt?
  • Er der noget, jeg gerne vil vende tilbage til?
  • Er der en strofe eller et vers, jeg gerne vil huske?
  • Hvad vil jeg notere, så jeg kan vende tilbage til det ved slutningen af denne retræte?
of